Links til websitet

Google - og andre søgemaskiner - opfatter links som en slags anbefalinger. Links til hjemmesiden er derfor afgørende for en god placering i søgemaskinerne – men det er ikke ligegyldigt, hvem der linker, eller hvordan.

Eksempler på Google logik for links:
  • Jo flere hjemmesider, der linker til din hjemmeside, jo bedre må din hjemmeside være.
  • Et link fra en hjemmeside med høj værdi er meget mere værd end et link fra en hjemmeside med lav værdi
  • Jo mere relevant indholdet er på den hjemmeside, der linker til dig, jo bedre er linket.
  • Hvis dine vigtigste keywords er med i linket, er linket endnu mere værd for dig.
  • Jo færre, der linkes til, fra den pågældende side på websitet, jo bedre er linket.

For at illustrere Googles logik, kan du forestille dig, at du kommer til et universitet, og du vil gerne finde frem til specialisten inden for et helt specifikt område. Den person, som får flest anbefalinger, vil som oftest være den dygtigste - og især da, hvis personen får anbefalinger fra andre specialister på området. Samtidig scorer man også ”points” i Google, hvis man selv linker videre til specialister inden for sit område.

Du kan få meget ud af at lave en linkstrategi og arbejde på at få de rigtige websites til at linke til dig på den rigtige måde.

Research
Søg på dit navn og på din virksomheds navn på Google - sæt navnet i citationstegn, når du søger, så du søger specifikt på navnet. Se resultaterne igennem og tænk over, hvordan du kan få flere resultater - og måske forbedre de resultater, du allerede har. Bemærk! Når du søger på din egen pc, kan du ikke stole på den placering, din hjemmeside har i søgeresultaterne! Google ved, hvad du gerne vil finde og tilpasser søgeresultaterne til dig.

Tjek din statistik på din hjemmeside: Hvor kommer de besøgende fra? Har de indtastet hjemmesidens adresse direkte eller har de fundet hjemmesiden på Google - eller kommer de fra et link på et andet website?

Få links fra andre hjemmesider til din hjemmeside
Sørg for at få andre hjemmesider til at linke til din hjemmeside. For det første har linket selvfølgelig den helt oplagte funktion, at det kan få den besøgende på den anden hjemmeside til muligvis også at besøge din hjemmeside. Men derudover har disse links også en stor betydning i forhold til søgemaskinernes vurdering af en hjemmeside. Jo flere links til din hjemmeside fra andre hjemmesider, jo bedre placering vil din hjemmeside få i listen af søgeresultater.
Du kan læse om søgemaskineoptimering i artiklerne under Søgemaskineoptimering.

Bedste metode er at skrive noget på din hjemmeside, som andre synes er værdifuldt og vigtigt, så de - helt af sig selv - vælger at henvise til dig. Det kræver tid til at skrive nogle gode artikler, men den investerede tid er absolut godt givet ud..

Du kan oprette en blog, hvor du skriver jævnligt - og linker fra bloggen til din hjemmeside. Du kan også skrive indlæg på andre blogs og i debatfora - med link til din egen hjemmeside med i teksten eller signaturen (hvis muligt).

Få dine kunder, leverandører og samarbejdspartnere til at linke til din hjemmeside.Du kan evt. tilbyde at optræde som reference på din leverandørs hjemmeside, hvor du f.eks. vises med foto, citat, navn og virksomhedsnavn - og med link til dit website.

Opret en Google konto og opret virksomheden i Google My Business.
Brug også Googles øvrige værktøjer, f.eks. Google Analytics, som er Googles gratis statistikprogram.

Opret en profil for dig selv og hvis muligt en side/profil for din virksomhed på de sociale medier, som er relevante for din målgruppe, f.eks. Facebook, Instagram, LinkedIn, Pinterest mv.

Opret din egen kanal på YouTube, læg dine egne videoer på kanalen.

Arbejd med PR, så du får gratis synlighed i medierne.

Husk altid link i din e-mail signatur.

Læs også ...

Hvis du vil vide mere om søgemaskineoptimering / SEO, kan du læse disse artikler:

Kontakt Hanne Wick

Send en mail, brug kontaktformularen eller ring til 23480033.

Har du brug for at kontakte mig hos UdviklingOdder, kan du læse mere om, hvad jeg kan hjælpe dig med og finde kontaktinfo på hjemmesiden Iværksætter Odder, hvor jeg har samlet alle vores tilbud til iværksættere og små virksomheder i Odder kommune.

Markedsføringshåndbogen

Hanne Wick er medforfatter til Markedsføringshåndbogen for små virksomheder, som udkom i oktober 2018.
Markedsføringshåndbogens hjemmeside
Markedsføringshåndbogens Facebookside